Om Fonden

Af Hanne Sindbæk 
Fabrikanten

Portræt af VOLAs grundlægger, Verner Overgaard

Verner Overgaard var en mand, der ikke kunne sige nej til en god faglig udfordring. Kom man med en opgave til ham, så klarede han den. Han havde teknisk snilde som få og en vilje og vedholdenhed til at udvikle nye løsninger. I hans virksomhed blev der lavet alt fra radiatorer til fjernvarmeventiler, vandhaner og laboratorieudstyr, fordi det var opgaver, der havde kildet hans opfindernerve. 

Hans helt store succes, VOLA-armaturet, blev verdensberømt som Arne Jacobsens designmæssige nyskabelse. Men det startede som Verner Overgaards tekniske nyskabelse. 

Det var i midten af 1960’erne, da han fik en ambition om at skabe en ny type armatur til almindelige boliger; en vandhane som var funktionel, holdbar og smuk, og som skulle have verdens mindste vandforbrug. Efter et utal af eksperimenter stod han i 1966 med en lidt kantet prototype på et armatur, hvor vandstrømmen ikke gik igennem de bevægelige dele. Det var den første af sin art i Europa, og teknikken begrænsede slitagen. Vandrørene skulle indbygges i væggen, så kun selve armaturet var synligt. Det skulle så til gengæld også være værd at se på. Verner Overgaard kendte sin egen begrænsning men vidste, at han havde udviklet et helt unikt armatur, som fortjente den bedste designer. I de år var det Arne Jacobsen. Det var der ikke to meninger om. 

“Så jeg tog over til Arne Jacobsen. Jeg kom ind på tegnestuen, Arne Jacobsen blev hentet, og så sagde han på sin ligefremme facon: ‘Det ser udmærket ud, men vi kan lave det bedre.’ Om jeg var interesseret i et samarbejde. Jeg tænkte mig om i fem sekunder – og sagde ja.”

Sådan har Verner Overgaard selv beskrevet mødet, der blev starten på succes i en helt ny liga. Den store arkitekt havde på et splitsekund kunnet se kvaliteten i hans armatur. 

Det lå ikke lige for, at Verner Overgaard skulle ende som en succesrig fabrikant. Manden bag et af de mest ikoniske stykker danish design, VOLA-armaturet, var søn af en grønthandler. Han voksede op i lejligheden over forældrenes butik på hovedgaden i Aarhus-forstaden Viby. Skolen var ikke hans yndlingssted. Han drømte om at blive kunstmaler, men det kunne man jo ikke leve af, så han blev i stedet udlært som gørtler. Det var en håndværker, der ud af messing, bronze, kobber og andre metaller mestrede at skabe alskens brugsgenstande og dele til tekniske installationer. Dengang var det et meget kreativt erhverv, der både havde kunstneriske og tekniske aspekter.

Verner Overgaard arbejdede under krigen som maskinarbejder i København, men vendte derefter tilbage til Viby. Han blev ansat som driftsleder i I.P. Lund Sanitetsarmaturer, som var en familievirksomhed, stiftet i 1873 og siden 1917 drevet af grundlæggerens søn. I 1953 døde han ret pludseligt, og hans enke fik brug for en mand til at drive sin virksomhed. Det var en rolle, der lå helt naturligt for Verner Overgaard. Han havde drive, ideer og han kunne lide at bestemme. Efter et par år overtog han virksomheden og begyndte at udvikle helt nye produkttyper, og gjorde I.P. Lund til specialister i hospitalsudstyr så som vakuumsug og ilttilførsel. Selvom Verner Overgaard var i sit rette element, når der skulle opfindes og udvikles, så havde han ikke helt glemt sin kærlighed til kunsten. I fritiden tog han på kunstudstillinger, og han malede også selv.

Især Skagensmalerne var hans store inspiration, men det var også dem, der fik ham til at lægge penslerne på hylden. På en særudstilling om Michael Ancher på Skagen Museum så han malerens staffeli og pensler. Verner vidste som håndværker, hvor vigtigt det var for resultatet at have det bedste værktøj. Selv havde han det bedste – også når det gjaldt maleriet. Nu så han Michael Anchers pensler og mente, de lignede afgnavede hundehår. Da nåede han til en erkendelse af, at han aldrig ville blive en god kunstner, for med alt det bedste udstyr, der fandtes, var han ikke i stand til at komme i nærheden af Michael Anchers kunnen, selvom den store Skagensmalers værktøj var så usselt. Han ville aldrig selv blive andet end en amatør, og det var der ikke noget ved i hans bog. Professionalisme og kvalitet – det var det, det handlede om.

Han lagde i stedet al sin energi i firmaet. Han var en meget stærk personlighed og en patriarkalsk leder med omsorg for sine medarbejdere. Han var fabrikanten.

Sådan blev han altid omtalt i firmaet, og sådan benævnte han sig selv. Han kaldte sig  aldrig direktør, for det var sådan en, der sad på et kontor. En fabrikant derimod var en, der skabte noget. 

I begyndelsen af 1960erne udviklede han til hospitalerne Luna-serien; et revolutionerende etgrebsarmatur, hvor man blot med en albue kunne åbne, lukke og regulere vandstrømmen. Det blev en bundsolid succes og lagde grunden til, at Verner Overgaard kunne fortsætte sit udviklingsarbejde og skabe det nye revolutionerende armatur, VOLA. Og det tog kun Arne Jacobsen et øjeblik at indse kvaliteten idet. 
De første blev produceret i 1968 til Nationalbanken, men Arne Jacobsen troede fast på, at det kunne nå længere ud, så Verner Overgaard gik i gang med at sælge det bredt. Det var vanskeligt i begyndelsen. Grossisterne ville ikke have noget med det at gøre, for de mente ikke, det lignede en vandhane. På sanitetsmesserne grinede fagfolkene af Verner Overgaard og hans VOLA-vandhaner i moderne farver. 

De spurgte, om de røde haner var til brandvæsnet og de gule til postvæsnet. Men kvinderne kunne lide farverne, og da vidste Verner Overgaard, at det nok skulle gå. Og det gjorde det. 

Allerede året efter fik VOLA sin første designpris, nemlig ID Prisen. Han navngav selv sit armatur. Nogen fortolkede det som det latinske vola; at flyve, men det var nu noget mere jordnært og konkret, det var opkaldt efter: VOLA er forbogstaverne i Verner Overgaard Lund Armaturer.